Homøopatien er en behandlingsform og en filosofi om hvad sundhed og sygdom er og hvordan man behandler sygdom. I Europa er homøopatien udbredt i næsten alle lande udenfor Skandinavien, især Frankrig, Schweiz, Tyskland og England har en lang tradition for anvendelse af homøopati.
Homøopatien blev startet af en tysker ved navn Samuel Hahnemann, født i 1755, uddannet læge, kemiker og oversætter. Han var træt af de ret voldsomme, og mange gange ineffektive, behandlinger man brugte den gang hvor man med forskellige midler søgte at befri kroppen for giftstoffer, det kunne være med åreladning eller midler som fremkaldte voldsom diarre/opkastninger. Mange patienter døde af behandlingen snarere end sygdommen. Derfor opgav han på et tidspunkt lægegerningen.
Ved et tilfælde faldt han over stoffet kinin som blev brugt til at behandle malaria. Han havde selv haft malaria og kendte symptomerne, han prøvede dernæst at indtage kinin og fik de samme symptomer som han havde haft med malaria. Han foreslog at det var dette sammenfald som gjorde at medicinen var effektiv. Altså at lignende helbreder lignende. Dette er nu grundprincippet indenfor homøopatien.
Hahneman brugte meget fortyndede opløsninger af de midler han testede for at undgå forgiftninger, og han fandt ud af at hvis han rystede midlerne kraftigt imellem hver fortynding blev deres virkning kraftigere. Denne fortynding og rystning kalder man potensering. I dag bruger man så høje fortyndinger at man fysisk ikke kan måle at der er mere af det oprindelige stof tilbage og det er her de fleste ”står af”. Måske er det fysikken der kommer til at kunne forklare hvordan homøopatien virker da nyere undersøgelser viser at forskellige homøopatiske midler udsender forskellige energi-frekvenser.
I homøopatien bruger man ”provings”, lægemiddelafprøvninger, for at teste den homøopatiske medicins virkninger. Det middel som skal testes indtages af en række sunde personer som dernæst i en given periode noterer alt ned af fysiske og mentale/følelsesmæssige symptomer = symptombilledet.
Det rigtige middel mod en sygdom er den som hos en rask person kan skabe det samme symptombillede som det man ser hos det syge individ, dette middel kaldes SIMILIUM. Det faktum at symptombilleder fremkaldt hos raske mennesker også kan bruges til at finde det rette middel til at behandle syge dyr siger bare noget om hvor ens vi i grunden er!
Homøopatien er et empirisk system dvs. det er bygget på observation af patienter og praktisk erfaring med behandlinger gennem mere end 250 år.
MATERIA MEDICA er en liste over alle homøopatiske midler og deres symptombilleder. I REPERTORIET er symptomerne listet med de forskellige midler som har dette symptom. Der findes omfattende computer programmer hvor alt dette er indeholdt.
Det mest oplagte middel til en patient vælges ud fra de oplysninger man har samlet om patienten, oplysningerne i Materia Medica og Repertoriet og selvfølgelig ud fra ens erfaring.