Hvad er sundhed og sygdom og hvorfor bliver vi syge på forskellige måder?

Hvert individ er forskelligt fra andre når det er sundt og denne forskellighed gør at man også vil forvente at hvert individ reagerer forskelligt når det er sygt selvom diagnosen er den samme.

Der kan være biologiske, psykiske eller sociale årsager til sygdom.

Alle har en individuel medfødt sårbarhed, dette spiller sammen med miljø og livsstilsfaktorer og er bestemmende for om denne sårbarhed udvikler sig til sygdom.

Hvis vi tænker på sundhed som en tilstand hvor dyret er i balance/harmoni, både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt så er sygdom en tilstand af ubalance. Ubalancen skyldes en forstyrrelse af det man i homøopatien kalder ”vital force”, bedst oversat med livskraften.

Denne livskraft har både dyr og mennesker i os, den sørger for at vi vokser, at sår heler osv. Livskraften prøver så vidt muligt at opretholde en balance i kroppen så den fungerer så optimalt som muligt.

Men både dyr og mennesker kan som nævnt have medfødte svagheder eller der kan ske ting i vores liv som stresser os for meget. Dermed udfordres livskraften over evne og kan ikke opretholde denne balance og begynder at skabe symptomer. Symptomerne opfattes i homøopatien ikke som selve sygdommen men som et resultat af sygdommen, et udtryk for at der er en ubalance i kroppen som ”råber om hjælp” ved at producere symptomerne.

Symptomer repræsenterer individets prædisposition, den måde det individ bliver syg på eller udtrykker sin ubalance på når der er en manglende evne til at klare livets strabadser. ”Kæden knækker” hvor det pågældende individs fundamentale svagheder ligger.

Man kan sammenligne symptomer med at en rød advarselslampe i bilen begynder at lyse som et tegn på at der er noget galt. Med traditionel medicin fjerner man oftest bare symptomer hvilket svarer til at man kører på værkstedet med bilen og beder om at få den røde advarselslampe slukket! Det ville være mere optimalt at få bilen lavet så advarselslampen ikke lyser mere, svarende til at behandle årsagen til at kroppen er begyndt at vise symptomer.

Sygdom er ikke kun fysiske symptomer men inkluderer også mentale/følelsesmæssige symptomer. Forstyrrelser i livskraften medfører først forstyrrelser på det mentale/følelsesmæssige plan: ”dyret er bare ikke sig selv” og dernæst i den fysiske krop. De mindst vigtige organer rammes først, mest oplagt er huden. Stopper man symptomer i at vise sig der hvor kroppen har prioriteret dem tvinger man kroppen til at flytte sygdommen indad.

Et eksempel kan være en hund som får kortison (binyrebarkhormon) mod en kløe. Hvis ikke årsagen til denne ubalance bliver behandlet fjerner man bare symptomet med medicinen (hvilket svarer til at slukke den røde lampe i bilen) og ubalancen kan forværres uden at man opdager det. Dyret udvikler måske en diarre i løbet af de næste måneder som et tegn på at sygdommen er ”flyttet indad” i kroppen. Behandles diarreen også med immundæmpende medicin kan det resultere i at hunden nu udvikler f.eks. bronchitis/astma.

I det traditionelle system ser man på det som at et individ over tid rammes af forskellige sygdomme, man ser således de 3 sygdomme som værende helt forskellige og uden sammenhæng. En homøopat mener at alle symptomer på sygdom hænger tæt sammen – at alle 3 sygdomme skal ses som et udtryk for den samme ubalance hos det pågældende dyr.

Flere symptomer som ikke umiddelbart hænger sammen kan altså sagtens hænge sammen for en veterinær homøopat!

En homøopat arbejder ud fra den overbevisning at kroppen ved bedst hvordan den skal reagere på sygdom og at den bare skal have noget hjælp i dens bestræbelser på at blive rask igen.

Med de(t) rette homøopatiske middel stimuleres den naturlige selvhelbredende kraft og kroppen kan igen komme i balance og reparere sig selv og dermed blive symptomfri.

Via det homøopatiske middel kan man sige at man holder et spejl op foran kroppen og siger ”se sådan ser din sygdom ud”, dette resulterer i at kroppen kan respondere på sygdommen. Det er altså ikke midlet i sig selv som virker helbredende men kroppens reaktion på det. Dette sker uden de skadelige bivirkninger der kan opstå ved brugen af traditionel medicin.

Sygdommen defineres traditionelt ud fra de symptomer som er fælles for en række forskellige individer med den samme diagnose, fokus ligger med andre ord på de ligheder der er mellem patienter med den samme diagnose – en gruppe dyr med samme diagnose behandles som en homogen gruppe.

For en homøopatisk dyrlæge er en gruppe dyr meget forskellige selvom de har den samme diagnose. Altså er der fokus på de symptomer og karakteristika som gør lige præcis dette dyr unik og anderledes og behandlingen bliver tilrettelagt derefter og er derfor meget individuel. 10 forskellige dyr med den samme diagnose skal måske behandles med 10 forskellige homøopatiske midler.